Endnu en dag er gået på vores fantastiske rejse, og det blev en af de længere. Vi har som sagt lidt blæst i vente i morgen, DMI siger det skal blæse fra tidlig morgen med 40-50 knob (18-23 m/s), og at der skal komme sne op af dagen. Ja havde det bare været rygvind :o) Så vi valgte at tage en ekstra time i dag og gik således 8 effektive timer og kom os 27 km. Fra 0930-1830 gik vi imod vinden og var godt trætte da vi skulle slå lejr. Vinden tog til op mod 15 m/s da vi skulle have telte op, så vi hjalp hinanden med snemure og var alle på, da teltet skulle op. Det lyder måske meget tilforladeligt at trave 8-10 timer med en pulk, men man glemmer ofte, hvor meget energi lejrliver kræver. Det er her de brugte energidepoter skal fyldes op, men først skal alt være på plads. Således kan vi her kl. 22 gå til ro. Sne er blevet til varmt vand i termokanderne, maden er tilberedt og spist, og vi skulle også lige have limet fæller fast på Alexanders ski. Jens Peter og jeg stod for aftensmaden og jeg serverede min anden overraskelse på turen, nemlig mor Grethes banankage. Den faldt i god jord, og stemningen var i top. Om 7 timer ringer vækkeuret igen, så jeg vil skynde mig at krybe i posen….
Robert
I er bare så seje, drenge, og jeg følger med stor spænding jeres dagsmarcher.
Mange hilsener fra Jens Peters moster
Synes det er imponerende, hvad i lægger for dagen/dagene.
Virkelig spændende at følge jer i dagbogen.
Dejligt banankagen kunne bruges :0)