Sneen pisker mod teltdugen, der plafrer nok så livligt i vinden. Jeg ligger ovenpå min sovepose med min bog i hånden, er for anden gang i mit liv ved at læse om Amundsen og Scott’s kapløb til sydpolen. Tænkte det ville være autentisk læsning til en tur som denne…. Måske jeg skulle have taget en krimi med, det er knap inspirerede at høre om folks lidelser i kulden, når man selv er på polartur 🙂 Men vi er trods alt noget mere priviligerede end dem, teltet er varmt, det samme er kakaoen i min kop. Ude står alt i et. I morges da jeg skulle på toilet, blev mine underbukser fyldt med fygesne, så nu hænger de til tørre i tørrenettet. Jens Peter og jeg er ikke helt enige om, om det er ok at skide i forteltet. Som gammel stolt Siriusmand, nægter jeg simpelthen at lade det ske, så hellere våde underbukser 🙂 For et par timer siden var vi alle ude og skovle sne. Forteltet på Alexander og Davids telt var kollapset, da sneen havde tynget det ned. Ingen skade var sket, og det kunne rejses igen. Nu er de ude hvert 45 minut og skovle sne, så det ikke sker igen. Snemurene blev udbedret og udbygget. De var blevet lidt slidte efter nattens blæst. For lidt siden gik lynlåsen i stykker i drengenes telt, så de har måtte skifte den ud, også det klarede de fint. De er begge enige om, at de for alvor har fået polareventyr for pengene. Vejrprognosen siger, at vi skulle kunne komme videre i morgen. Dog vedbliver vinden at blæse fra SØ, så de næste dage beholder vi skimasker og goggles på. Solcremen kunne vi godt have sparet 🙂 Om en time indfinder dagens højdepunkt sig, nemlig aftensmad!!!!
Robert
Det er svært at forestille sig at i er i det vejr, mens vi her i Danmark rundede de 20 gr. i dag. Tror da også at i får polareventyr for alle pengene :0)