Top menu

Dag 29 – I mål

Væggeuret ringer kl. 0500, så bør man være træt… Og det er vi også! Men fulde af spænding, for NU skal vi gå den sidste dag ned. Vi føler os allerede nær trygge rammer, fjeldene i horisonten vidner om kyst, om mennesker. Det blæser meget, men vi har 100 % medvind. Vi må alle hjælpes med at få teltene ned, men det er vi også gode til.

Alle er i hopla, vi har egentlig ikke travlt, for det er sidste dag, og turen de sidste 1000 meter ned, skulle være flot. Vi har alle dunjakker på fra start, for flere steder kan vi glide ned uden at lave noget som helst, og spår en kold dag!

Men hov, 2 km nede stopper vinden fuldstændig op, som om ham som har sendt alt slags dårligt vejr har forsøgt alt for at kue os, nu har besluttet sig for, at han lige så godt kan give op og i stedet give os det bedste han har. Indenfor 15 minutter stiger temperaturen til det tropiske og vi måtte alle smide dunjakker og flere af os tager skaljakkerne af og må trække ærmerne op.

I næste pause når det en skala, hvor folk smider trøjerne og går i netundertøj og jeg må smide alt tøjet i pausen, bare fordi jeg kan! Ruten går ned mod en sø, fjordene kommer tættere på, vi glider ned i varmen mens isbjerge i åbent vand kommer tætte på… De er store! Jeg spørger Alexander, hvor langt han tror der er over til det nærmeste isbjerg. Han siger 2 km. Jeg tager GPS’en frem og måler… 21 km! Ok de er store de isbjerge!

Søen kommer til syne og vi skal køre et stejt stykke ned til den, der er perfekt sne til lidt telemarkkøring, og jeg hujer mens sneen flyver om ørene! Jens Peter bander og tager skiene af, han kører den safe, klogt! Ji ji… Ji ji… oooonit!!! Ji ji. Hva er det for nogle sære lyde? I næste nu råber Alexander og David, der kommer en hundeslæde… Der kommer en hundeslæde!!! Og ganske rigtigt,  5 hvalpe løber løse i front, og et spand på 16 fine Grønlandske slædehunde er i færd med at trække en slæde med fanger op af den 30 grader stejle stigning!

Han kører storsmilende op til os og stopper hundene, der er ved at koge over i varmen, og de smider sig i sneen for at køle af. De små hvalpe løber glade op til os og vil snakke, de er 4 måneder gamle, og herlige. Bent, som han hedder, hopper af slæden og siger hej hej. Jeg snakker kun lidt dansk/engelsk, men velkommen… har I set en Bjørn? Bent sveder i varmen, har står i T-shirt. Øhhh nej! Og hej med dig Bent… Bent siger, nå okay, jeg så Bjørn her igår, og ville gerne ha den.

Det næste han spørger om, er om han skal køre vores pulke til bygden. Vi afslår pænt, dem trækker vi selv det sidste stykke også. Men vi sætter os blandt hundene i sneen, og hygger med dem i solen et kvarters tid, mens Bent vikler hundenes skagler ud. Men vi må videre og Bent skal ud og finde sin Bjørn. Vi kører det sidste stykke ned på den frosne sø, som ligger fladt udstrækt med med store snedækkede fjelde rundt om og er dækket af et hvidt tæppe af sne. For enden kan vi se porten til Isortoq, to fjelde danner søjlerne og derfra er der 5 km tilbage.

Vi glider af sted over søen, føret har hele dagen været det bedste på turen, og vi føler ikke vi laver noget som helst. Snakken går, vi reflektere indbyrdes, snakker om meningen med livet, kærester der savnes og hvad vi skal spise til aften :o) vi når til porten, hvor vi holder pause….

En lang pause i solen, sidder i korte ærmer, udsigten er til at tude over. Nu har vi 5 km hjem, vi går op i porten, den er majestætisk. Op til højre fortsætter et slædespor direkte nærmest lodret op over fjeldene… Det kan ikke passe, siger vi nærmest i kor. Skal vi virkelig den vej!!! Men det skal vi, og jeg trækker begge mine pulke hen mod opkørslen. I spøg vil jeg lade som om, at jeg har tænkt mig at trække begge pulke op…. Jeg klikker skiene af og begynder… Sparker huller i sneen til fødderne og trækker til, men hov, det går!!! De andre griner og råber, det der, det kan du sku ikke!!! Hmmm, jo fandme! Jeg trækker til og skridt for skridt kommer jeg op..,. Der bliver stille.

Efter 5 min med høj puls er jeg oppe, godt selvtilfreds… Men hva faen, nu kommer de andre, også med 2 pulke! Jeg har ikke monopol på coolness åbenbart :o) Bakkerne fortsætter, det har været en fantastisk varieret dag, og vi har ikke lyst til at eventyret skal ende! Op over endnu en bakke… Wow, der ligger bygden! Sikke et syn!

Den lille bygd ligger på en lille ø, et kæmpe isbjerg ligger i baggrunden og fjordsystemerne folder sig ud i baggrunden. De sidste fællesbilleder knipses og så går det nedover. Vi følger slædesporet over fjordisen, ji ji, ji ji… Bent kommer susende forbi og vi springer ud af sporet, endnu en hundeslæde med fanger kommer susende den anden vej fra byen, der nu ligger 500 meter væk. Han stopper kort op, smiler og siger velkommen til Isortoq. En flok børn løber ned ad Bakken fra byen og ned på isen. De største af dem løber os i møde! Da de når op til os stopper de og bliver generte. Vi ser sikkert også farlige ud. Vi rækker dem hånden og siger hej. De griner og præsenterer sig, Loui, Michael, Louise og den sidste pige smiler bare. Så tager Loui fat i min snor til pulken og begynder at trække… Jeg hjælpe dig siger han. You okay? Et kapløb starter, vi har fået hver vores hjælper og de vil alle have os først op til byen. Det er som taget ud af en film, hunde hyler og små børn i flyverdragter og vanter tumler ned af Bakken. De ældre fra byen kommer og hilser på… Vi er de første der krydser isen i år, og denne lille afsides beliggende bygd får sjældent besøg. Super autentisk!

Bent kommer og spørg, om vi vil med på rypejagt og slædetur i morgen… Jooo tak, eventyret er ikke slut. De er er søde at åbne butikken for os og her møder os et syn for guder!!! Vi får tåre i øjnene over al den mad og kurvene bliver fyldt med bacon, med lidt bacon… Og flæsk, pølser, chips, Faxe kondi, marcipanbrød, mælk, og vi handler ind til hotdogs. Ungerne står forventningsfulde ude foran, jeg har købt 20 slikkepinde og bliver dagens helt, da jeg kommer ud af butikken.

Her til aften har vi fyldt os med hotdogs og lækkerier! Vi har fået en madras i fælleshuset og kan slet ikke fatte al den luksus… Vi er blevet lidt tynde, men mon ikke vi nok skal få indhentet det de næste dage. I morgen har jeg fødselsdag, jeg skal på hundeslædetur og vejret bliver helt perfekt. Nej eventyret er ikke slut, og I skal få en Update mere i morgen.

Robert, der nu er gået kold på din madras!

5 Responses to Dag 29 – I mål

  1. Nete Davids Mutz 29. april 2015 at 10:53 #

    Waw!! Er lige vokset 20m af stolthed over hvad I fire seje gutter har præsteret!! Kæmpe tillykke med I har sejret over isen!! Glæder mig vildt til at se dig igen David! Knus Mutziii

  2. Klaus Zahle 29. april 2015 at 12:38 #

    Tillykke med krydsningen. Er sikker på I sidder med en fed følelse nu! Og tro mig, det bliver I ved med længe !!!
    Det har været hyggelig at følge jer dag for dag.
    Hilsen Klaus Zahle

  3. Davids SvirFar 29. april 2015 at 16:37 #

    Du er for sej !
    Glæder mig til at se dig i Kbh igen.

  4. Grethe Borup Mortensen 30. april 2015 at 16:49 #

    Sikke en beskrivelse, sidder her med tårer i øjnene.
    Hold op hvor er i bare for seje

  5. Tine 30. april 2015 at 20:00 #

    Sådan, sejt arbejdet hen over den underfundige iskappe den seneste måned. Tillykke med krydsningen til jer alle 4 – lyder som en fantastisk afslutning i flot vejr.
    Det har været fedt at følge jer både her fra Lyngby og fra Nepal, hvor satelitterne godt nok fik drillet Erik næsten dagligt 🙂
    Glæder mig til er se nogle af billederne.

Læs også med på komud.dk