Dag 30 – Eventyret fortsætter

Jeg har selv boet i Østgrønland i 2 år, mens jeg gjorde tjeneste ved Sirius. Der findes ingen bygder og ingen grønlændere i nationalparken som patruljen overvåger. Lige siden har jeg haft en drøm om at opleve og måske bo i en bygd, hvor man lever traditionelt og driver fangst. Men det er en uddøende kultur og der findes ikke mange steder af den slags længere.

Men Isortoq er noget af det tætteste man kommer. Her er ingen snescootere, man kører hundeslæde og her lever ægte fangere. Bent er en af dem, og i dag skulle vi altså på slædetur med ham, ud og finde ryper… Måske Bjørn!

Først har vi rengjort udstyr og tørret telte, og dagen startede med en tur i butikken, hvor vi igen gik amok i mad :o) Vi har fået et par venner i Bents børn, som render os i røven og vil hjælpe med alt. De er søde og især Loui og jeg er blevet perlevenner, efter vi vandt kapløbet op til byen.

Kl. 12 har vi aftalt at mødes nede ved den lille havn, hvor dagens sælfangst er ved at blive parteret. Bent har allerede spændt hundene for slæden, og han må slå med pisken over hovederne på dem, for at holde dem nede, de vil af sted! Jeg har taget ski på, så jeg kan løbe ved siden af slæden, som man gør ved Sirius. Jeg har T-shirt på og bukserne smøget op over knæene, det er varmt i solen! David og Alexander skal sidde på slæden, de tykke jurister/turister har store dunjakker på :o) Bent fjerner bremsen, og vi flyver hen over isen!!!

Hundene trækker helt vildt, og hiver os over de bakker vi havde besvær med at slæbe os over igår. Det er som at køre rutsjebane. David og Alexander er henrykte, og lidt skræmte når vi suser ned og skrænterne. Vi sopper ved porten fra igår, her spejder vi efter ryper, men her er ingen. I stedet sætter vi os blandt hundene, som ligger rullet ud i den varme sol, og drikker en kold cola. De er meget kærlige hundene, og det er tydeligt, at Bent behandler dem godt.

Lidt efter kører vi ned på søen, vi kører langs med fjeldsiden og spejder. Hvalpene løbet omkring os og leger. pludselig ser Bent en rype, han peger, og giver mig riflen… Du skyder Robert! Yees tænker jeg, den ordner jeg. Jeg går kæk hen mod fjeldsiden, rypen står i fint med siden til 30 meter oppe. Jeg tager sigte, holdet vejret, trykker af og skyder flot…. Lige over! Bent griner og siger noget jeg vælger at overhøre! Klokken er mange og vi vender slæden hjem. Suser over søen, op i porten, jeg mærker mine trætte ben og vablerne på mine hæle! Men det er ligegyldigt, det her er fedt. Vi stopper samme sted, hvor vi nød udsigten over bygden igår…. Drikker en cola mere.

Bents mobil ringer, han svarer og råber så højt… Nanoq Nanoq! Isbjørn der ovre, han peger over mod sydfjorden… Vi skynde os hjem siger han, jeg skyde Isbjørn! Wow tænker vi og så går det stærkt! Jeg klamrer mig til slæden, der flyver ned over, hvad der svarer til en rød piste. Da vi kommer ned på isen og kører mod bygden, er hele byen på den anden side.

Joller bliver sat i vandet og slædet suser af sted i retning mod sydfjorden. Bents børn tager sig af hundene og han selv hopper i en jolle. Ja så fik vi det med tænker jeg, hvor autentisk kan det blive? og måske får vi lov at se fangerne komme hjem med en rigtig Bjørn.

Jeg har inviteret drengene på boller og fødselsdag, så jeg slentrer op til huset og slår en dej op. Børnene hjælper til, og vi hygger med at puste balloner op og bage boller. Bent kommer slukøret tilbage, ingen Bjørn. Men vi spiser boller og jeg får sunget fødselsdagssang på Grønlandsk af børnene. Bent forærer mig en isbjørnetand og en klog fra en Bjørn han har skudt. Det er meget stort! og jeg får en halskæde med en figur skåret af en tand fra en spækhugger af hans datter, og en tupilak (figur der har åndelig kraft) fra en sælklog af hans søn. Sikke en fødselsdag!

Nu ligger jeg på min madras og forsøger at fordøje indtrykkene… Der er mange og i morgen bliver vi hentet med helikopter og flyver til Tasiilaq… Mon der bliver lige så eventyrligt???

Robert