Top menu

Deltager beretning, Indlandsisen 2014

Deltager beretning, Indlandsisen 2014

Det er ca et halvt år siden jeg kom ned fra indlandsisen. Slidt både mentalt og fysisk men med en ulmende følelse af stolthed over at have nået målet for min første arktiske ekspedition.

Forinden var gået 24 timer hvor synet af de første nunatakker havde varslet starten på slutningen af et eventyr, over indlandsisen bølgende hvide ørken. Selvom nedstigningen fra indlandsisen den sidste dag var næsten ubeskrivelig smuk. Så kan denne intense oplevelse og stærke følelse, af at have målet inde for rækkevidde, ikke forstås uden, at man tager de foregående 34 dages oplevelser med i betragtning.

Et af de spørgsmål jeg ofte fik stillet, efter jeg er kommet hjem var: Hvordan var det at være så tæt sammen med nogle mennesker, som jeg stort set ikke kendte inden jeg tog af sted? Her til er der faktisk kun at sige, at der ikke findes noget alternativ til at få tingene til at fungere, når man træder op på isen.

Er overbevist om, at det er sundt og på mange måder også beroligende, at man får lov til at opleve, at der stort set ikke er andre valgmuligheder end at få det hele til at fungere. Det går hurtigt op for en at der hviler et stort ansvar på hver deltager, det er et projekt som kun kan gennem føres hvis alle bidrager med så meget de kan.

Men målet helligede kun ikke midlet på turen, temperaturen på gruppens sammenhold blev løbende taget af Erik ved personlige snakke. Og hver aften når vi spiste sammen fik hver enkelt lov til at give lidt status på humør og fysiske velbefindende. En simpel men meget effektiv måde at give plads til gruppens frustration på, men også lukke den ned igen. Sagde man ikke noget, så var det fordi der ikke var noget. Under alle omstændigheder måtte det vente til næste aften, hvis man ikke sagde noget mens det var ens tur.

Jeg blev hurtig klar over, at bidrage til fællesskabet også betød at bede om hjælp. Alle kom på hver deres måde til at havne i situationer, hvor man ikke var på toppen og havde brug for hjælp. Og det var ikke altid til fællesskabets bedste, hvis man ventede for længe med at bede om hjælp!

Kulden var også en uundgåelig følgesvend på rejsen over isen, du kan kæmpe imod den eller byde den velkommen på turen. Tror der gik en uge før jeg vænnede mig til den, det betød ikke at den forsvandt, den blev bare til en naturlig del af det hele. Man lærte at respektere den, uden den fik lov til at ødelægge ens humør.

Deltager beretning, Indlandsisen 2014 2

Så har jeg også lært at holde af rutiner og forstå hvor vigtige de også kan være. Der var mange rutiner og gentagelser som man skulle lære at forholde sig til. Men på samme måde som med kulden, så kom man til at sætte pris på dem og nogle kom man ligefrem til at holde af. Og man fik også en forståelse af, at de kan være livsvigtige. For det er dem man kan hægte sig fast i, når man bliver presset eller oplever en kritisk situation – At følge en rutine giver ro når man føler sig presset. Og når man slækker på dem, så er det ofte tegn på, at man skal tage sig sammen eller bede om hjælp!

Naturoplevelsen er svær at beskrive, men når noget er så smukt, får man automatisk ro i hjernen!

Opstigningen på indlandsisen gennem bræfaldet var afsindig flot og spændende. Det var hele tiden en vekslen mellem de utallige smukke isformationer, koncentrationen ved at gå med stiegiesen og den fysiske anstrengelse.

Sol op- og nedgange i alle mulige farvenuancer, som lignede noget man havde set før og så alligevel ikke. Og så var det selvfølgelig en fed oplevelse at se Nordlys for første gang.

Den forladte Dye-2´s langsomme opstigning i ishorisonten var som taget ud af en spændingsfilm, og så alligevel ikke – I så fald var det en film man selv var med i! Det var fascinerende at gå på opdagelse og se alle de forladte ting, tænke på hvordan livet må ha´været ombord på dette fartøj omgivet af et goldt hvidt ishav.

Hver dag bød på nye islandskaber når vi spændte skiene på om morgenen. Skabt af frosten, solen og især vindens påvirkning af de uendelige iskrystaller.

Selvom jeg flere gange følte mig ydmyg over for de naturkræfter der herskede på indlandsisen. Og en halv millimeter tykt stof ikke føltes som den store adskillelse, når en snestorm ruskede i teltet, så oplevede jeg ikke på noget tidspunkt at være i fare. Allerede fra de indledende dage, som gik med pakning og øvelser af diverse sikkerhedsrutiner og hele turen igennem, oplevede jeg, at sikkerhed havde den største prioritet fra Eriks side. Alle blev hurtigt bekendt med et af Eriks mantraer, at det er det, som man ikke har trænet, som går galt på en ekspedition! Et andet var, at det er den som ikke graver, som bringer sig selv i fare. Således fik alle deres personlige skovl, og det var et påbud ved dårligt vejr, at man aldrig gik rundt i lejren uden man havde sin skovl i den ene hånd!

Følelsen af at der hele tiden var styr på sikkerheden gjorde, at hver især fik mere ro og plads til at opleve deres eget personlige eventyr på turen over isen.

Ville jeg gøre det igen? Det tror jeg ikke, jeg kan svare på endnu. Men det har været en så stor oplevelse, at jeg med den viden jeg har nu, uden tvivl ville sige ja, hvis jeg ikke havde prøvet det!

Men det er ret sikkert, at jeg ikke ville kunne beskrive min rejse over indlandsisen, på helt samme måde om et år. Tror det kommer til at blive et eventyr der vil leve sit eget liv, men følge mig trofast fremover!

Søren

P.S: Du kan læse hvad andre deltager har sagt gennem tiderne her

Deltager beretning, Indlandsisen 2014 3

, , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar

Læs også med på komud.dk